van Dijk's Dinosaurus Sted

De store rovøgler

Bambiraptor feinbergorum

 




Senest revideret den 6. marts 2007

Navn Bambiraptor feinbergorum Korte fakta

Typebeskrivelse

Burnham, Derstler, Currie, Bakker, Zhou & Ostrom, 2000 emended Olshevsky, 2000
Tidsperiode Sen Kridt (Campanien), 75 millioner år siden
Taxonomi Saurischia, Theropoda, Tetanurae, Coelurosauria, Maniraptora, Dromaeosauridae
Fundsteder USA: Two Medicine Formation, Montana
Længde Godt 1,5 meter
Højde 0,5 meter
Vægt 5 kg
Føde Kødæder



Typebeskrivelsen for Bambiraptor feinbergorum findes her:
Burnham, D.A., Derstler, K.L., Currie, Bakker, Zhou & Ostrom, 2000. Remarkable new birdlike dinosaur (Theropoda: Maniraptora) from the Upper Cretaceous of Montana. The University of Kansas Paleontological Contributions 13 1-14.

Etymologi:
Bambiraptor feinbergorum betyder "Feinberg'ernes Bambi røver", efter Bambi (bl.a. kendt fra Walt Disney's tegnefilm fra 1942) + latinske raptor 'røver'.
Kælenavnet Bambi blev givet typeeksemplaret af familien Linster, som fandt fossilet. Individet er nemlig meget lille (det italienske bambino betyder barn) med forholdsvis lange ben og spinkle arme (som tegnefilmens Bambi). Kælenavnet er altså nu officielt.
Artsepitetet feinbergorum er givet "til ære for Michael og Ann Feinberg, som forstod betydningen af dette fossil og rundhåndet opmuntrede vor forskning og konservering af dette fossil for den videnskabelige verden", som forfatterne udtrykte det i deres beskrivelse af den nye slægt og art i år 2000.
Artsepitetet var oprindelig feinbergi, men det måtte senere ændres til feinbergorum, en nødvendig flertalsform, da der er mere end én person, der æres ved navnet.


Artsliste:
Bambiraptor Burnham, Derstler, Currie, Bakker, Zhou & Ostrom, 2000
   B. feinbergi Burnham, Derstler, Currie, Bakker, Zhou & Ostrom, 2000 (slægtens typeart)

Klik for stort billede, 95 KB
Bambiraptor.
Skelet opstillet i Oxford University Museum of Natural History.
Foto: Ballista.
Licenseret under GNU Free Documentation License, Version 1.2.


Bambiraptor var en særdeles fuglelignende lille kødædende theropod, der løb omkring på to ben. Forlemmerne var lange og kunne bevæges som fuglenes vinger. Skulderpartiet var også lig fuglenes, og der var et stort brystben og furcula (ønskeben).
Det vides ikke om Bambiraptor havde fjer, men det er meget sandsynligt. Hvis det var tilfældet, har den dog nok været for tung til egentlig fugleflugt, men den har haft en meget stor fordel af fjerene og fugleanatomien, når byttedyr skulle overraskes, indhentes og nedlægges.

Som andre dromaeosaurer havde Bambiraptor en større, seglformet klo på fodens 2. tå. Den har været anvendt til at tildele byttedyret et par hurtige og dybe snit, der har medført døden ved chok og blodtab.


Kraniet hos Bambiraptor var relativt stort, men letbygget. Hjernen har været stor. Bambiraptor har haft binokulært (stereoskopisk) syn, hvorved fokusering og afstandsbedømmelse har været i top.
Kun lidt af halen er bevaret, men den var afstivet ved små, overlappende forbenede stave, som det kendes ved andre dromaeosaurer.
Bambiraptor kranium
Bambiraptor feinbergorum
Kranium.

Foto copyright © ?


Klik for stort billede, 95 KB
Bambiraptor. Kranium.
Oxford University Museum of Natural History.
Foto: Ballista, 2006.
Licenseret under GNU Free Documentation License, Version 1.2.


Holotypen er et ungt individ (omkring 75% af skønnet voksenstørrelse), der har været omkring 1 meter lang. Det opbevares på Florida Institute of Paleontology, Graves Museum, Dania Beach i Florida.
Fossilet blev fundet tilbage i 1994 af Wes Linster, en da 14 år gammel dreng, nær Byrum i Montana, USA.
Wes Linster var ude for at finde fossiler i nærheden af Glacier National Park i det nordlige Montana, og den dag var lykken med ham! Da han vendte et lille klippestykke, fik han øje på kæbestykket af Bambiraptor. Samme sted fandt man bagefter flere spredte knogler fra mindst to voksne individer af (sandsynligvis) Bambiraptor.
Typeeksemplaret har nok vejet omkring 3,5 kg i levende live; voksne vel omkring 5 kg.


Klik for stort billede
Billedet til venstre viser Bambiraptor feinbergorum i en opstilling bestående af de originale, fossile knogler.
Opstillingen blev foretaget af David A. Burnham fra Fossilworks, Inc., Peter Larson fra Black Hills Institute of Geological research, Inc. og Leon Thiesen fra Costum Paleo.

Før Bambiraptor feinbergorum fik en officiel videnskabelig beskrivelse (Burnham et al., 2000), blev den først identificeret som en Velociraptor (Burnham et al., 1997). Derfor må vi sige, at Velociraptor endnu ikke er konstateret i Nordamerika, og at den stadig er begrænset til Asien i sin (fortidige) udbredelse.
Bambiraptor feinbergorum
Opstillet skelet.

Foto copyright © Dwight Hilpman, Creative Images Photography


Bambiraptor feinbergorum. Videnskabelige referencer

   Søg på min hjemmeside             powered by FreeFind
 
Site Map
powered by FreeFind
Er der nyt?
powered by FreeFind

van Dijk's Dinosaurus Sted

De store rovøgler | De store sumpøgler | Kamøgler og panserøgler | Ornithopoder | Næsehornsøgler
Nye opdagelser og udgravninger | Hvorfor uddøde de? | Dinosaurforskningens historie
Hvad kendetegner dinosaurer? | Dinosaurer i skønlitteraturen | Dinosaurer på museum
Foreninger/stenklubber/selskaber | Dinosaurer på frimærker | Skriftlige ressourcer | Billedgallerier
Liste over omtalte slægter | Oprindelse og levevis | Knoglelære (osteologi)

Flyveøgler | Marine krybdyr i Mesozoikum

Dinosaurus side for børn

Copyright© 2000-2008 Jan C. van Dijk /

To help prevent spammers from collecting this email address, it is hidden. You must allow Internet Explorer to show the blocked content to see the email address