Knoglelære (osteologi)
	Knogleordbog

Dixon, Dougal, 1993. Feltgeologi. Høst & Søn, København. 159 pp. Oversat af Villy Broe efter The Practical Geologist. Aurum Press Limited, England, 1992.

Feneis, Heinz, 2004. Anatomisk billedordbog. Munksgaard. Danmark. 472 pp. 3. udgave. Oversat og bearbejdet af Peter Holm-Nielsen. Tysk originaltitel: Anatomisches Bildwörterbuch der internationalen Nomenklatur. Georg Thieme Verlag, Stuttgart, Tyskland.

Glut, Donald F., 1997. Dinosaurs. The Encyclopedia. McFarland & Company, Inc. Jefferson, North Carolina.

Glut, Donald F., 2000. Dinosaurs. The Encyclopedia. Supplement 1. McFarland & Company, Inc. Jefferson, North Carolina.

Leftwich, A. W., 1973. A Dictionary of Zoology. Constable, London. 3. udgave. 478 pp.

Poling, Jeff, 1998. Anatomical Dictionary. http://www.dinosauria.com/dml/anatomy.htm

Anvendte forkortelser:

eng.	engelsk betegnelse
vid.	videnskabelig betegnelse
pl.	pluralis, flertal
sing.	singularis, ental
adj.	adjektiv (tillægsord)
s.	substantiv (navneord)
vb.	verbum (udsagnsord)

Ordbogen er under stadig revision, da jeg løbende tilføjer nye begreber og retter andre. Jeg er meget taknemmelig for modtagne forslag og/eller rettelser til ordbogen.
Jan C. van Dijk (juli 2004).

Abductor (vid.), s., se strækkemuskel.

Adductor (vid.), s., se bøjemuskel.

Accession number (eng.), s., (også catalog number), se katalognummer.

Acetabulum (vid.), s., ledskål i bækkenet, hvori hovedet fra lårbensknoglen passer.

Aflejring, (eng. deposit), s., akkumulering af stof som f. eks. sediment, knogler.

Aksial skelettet, (eng. axial skeleton), s., består af hvirvelsøjle, ribben, og øvrige knogler omkring hals, krop og hale.

Albue, (eng. elbow), s., leddet mellem over- og underarm.

Albueben, (vid. ulna), s., almindeligvis den større og mere posteriore af underarmsknoglerne. Løber parallelt med radius (spolebenet).

Albueproces, olecranonprocessen, (eng. "the funny bone", olecranon eller olecranon process), s., en kraftig, bagudpegende tap, der sidder øverst på albuebenet. På albueprocessen fasthæftes triceps musklen.

Allometri, (eng. allometry), proportionsændringer i forbindelse med vækst; studiet af den relative vækst.

Allometry (eng.), se allometri.

Alti-iliac (vid.), ilium med en udtalt dyb og bred anterior vingelignede udvækst og en meget kort posterior vingelignende udvækst.

Altæder, (vid. omnivor), s., et dyr, der æder både planter og dyr.

Alveoli (vid.), s., huller eller fordybninger i et organ eller en knogle.

Amphibie, s., se padde.

Amphicoelous (eng.), adj., hvirvelcentra, der er konkave på begge sider.

Amphyplatyan (eng.), adj., beskriver det forhold, at en hvirvels centrum er flad på begge sider (forrest og bagest).

Anapsid, s., krybdyr, der har et kranium uden åbninger bag øjenhulen. Eksempel: Skildpadder.

Angulare (vid.), s., en dermalknogle i underkæben, på hvilken dentale og spleniale sidder.

Ankel, (eng. ankle), s., partiet mellem fod og smalben; også fodled.

Ankelknogle, s.,

Ankelled, s.,.

Ankelsene, s.,.

Ankle (eng.), s., se ankel.

Ankylosis (vid.), en komplet fusion af knogle til knogle dannende en enhed.

Antartikulare (vid.), s., lille knogle på underkæbens inderside, hvor surangulare og artikulare mødes. Ses kun hos Allosaurus.

Antebrachium (vid.), s., underarmen eller tilsvarende del af forbenet.

Anterior (vid.), adj., retningsangivelse, nær forenden.

Antitrochanter (eng.), s., ledoverflade på ilium hos en fugl, mod hvilken trochanter på femur virker.

Antorbital (eng.), adj., (også preorbital), se preorbital.

Antorbitale fenestra (eng.), pl. fenestrae, s., se antorbitale vindue.

Antorbitale vindue, (eng. antorbital fenestra), s., betyder egentlig 'før øjeåbningen', en kranieåbning foran øjet og bagved næseboret hos archosaurerne (dinosaurer og deres slægtninge). Denne åbning bliver ofte opfattet som orbit af ikke-fagfolk. åbningen gjorde utvivlsomt kraniet lettere at bære for dyret, og muligvis var der en slags bihule inde i kammeret (f. eks. i forbindelse med en god lugtesans).

Apical (vid.), adj., retningsangivelse, på toppen eller i spidsen, er rettet mod spidsen, tilhører spidsen. Eksempel: En ledknude sidder apikalt på en lårbensknogle.

Apicalis (vid.), s., se apical.

Apophyser, s., tapformede udvækster, der sidder på hvirvelcentra.

Appendicular skeleton (eng.), s., se appendikular skelettet.

Appendikular skelettet, s., består af for- og baglemmer og deres ophæng (skulderbælte og hofte).

Apsid (vid.), s., betegnelse for den knoglebue, der findes øverst i tindingevinduerne. Landhvirveldyr inddeles i tre hovedkategorier efter antallet af tindingevinduer i kraniet: De anapside (uden åbninger), de synapside (med én åbning), de diapside (med to åbninger).

Arcade (eng.), s., i anatomien en forbenet bro.

Archosauria (vid.), s., diapsid gruppe defineret ud fra tilstedeværelsen af et antorbitalt vindue. Gruppen omfatter dinosaurer, pterosaurer, thecodonter og krokodiller.

Arctometatarsalian (eng.), adj., det forhold, at den 3. metatarsal er splintformet eller sidder sammentrykt mellem 2. og 4. metatarsal. Det ses hos tyrannosaurider, ornithomimider, troodontider, Avimimus, Mononykus og deres nære slægtning.

Armor (eng.), s., se hudpanser.

Articulated (eng.), adj., se artikuleret.

Artikulare (vid.), s., (eng. articular), en lille konkav knogle bagest på surangulare hos dinosaurer. Quadratum og artikulare danner kæbeleddet.

Artikuleret, adj., det forhold, at fundne knogler indbyrdes ligger placeret korrekt svarende til den placering, de havde i individet, da det levede. Knoglerne er forbundne.

Artsepitet, s., anden del af en plante- eller dyrearts videnskabelige navn. Skrives altid i kursiv og med lutter små bogstaver (altså ikke stort forbogstav). Endvidere skrives det ikke alene, men altid sammen med slægtsnavnet, der dog kan forkortes til stort forbogstav. F. eks. Tyrannosaursus rex eller blot T. rex. Her er rex artsepitetet.

Assemblage (eng.), s., stor samling fossiler og andet fundet på samme lokalitet og hidrørende fra samme geologiske tidsperiode.

Astragalocalcaneum (vid.), s., en knogle, der er dannet ved fusion af ankelknoglerne astragalus og calcaneum. Dette ses hos fugle og ceratosaurer (her er tale om konvergent udvikling.

Astragalus (vid.), s., se rulleben.

Atlantal (eng.), adj., hørende til atlas knoglen.

Atlas (vid.), s., den 1. halshvirvel.

Auditory capsule (eng.), s., se otic capsule.

Avian (eng.), adj., vedrørende fugle.

Axial skeleton (eng.), s., se aksial skelettet.

Axialis (vid.), adj., tilhører 2. halshvirvel; ligger i legemets akse/aksialt.

Axis (vid.), s., den 2. halshvirvel.

Badlands (eng.), s., nøgent landområde, der er kraftigt eroderet af vind og vand, dannende furer, sprækker og højderygge.

Bagben, (eng. hind legs), s., de to posteriore lemmer.

Bagkileben, (vid. basisphenoid), s., knogle i ganen, der sidder mellem basioccipitale og presphenoid.

Baglemmer, (eng. hind limbs), s., se bagben.

Basalis (vid.), adj., tilhører basis, er rettet mod basis.

Basi- (eng.), et præfix, der fortæller, at det efterfølgende begreb knytter sig til basis.

Basicranium (vid.), s., underside af kraniet, bortset fra ganen, og undersiden af hjernekassen og bagsiden af struben. Knoglerne her er uregelmæssige og sædvanligvis sammensmeltede i en fast enhed.

Basilaris (vid.), adj., tilhører basis, er rettet mod basis.

Basioccipitale (vid.), s., se nedre nakkeben.

Basipterygoid (vid.), s., tap på bagkilebenet, der danner en forbindelse til pterygoid.

Basisphenoid (vid.), s., bagkileben. Sidder i ganen mellem basioccipitale og presphenoid.

Bassin, s., geologisk struktur, hvor lagene hælder indad fra alle sider, modsat en dome.

Battery (eng.), s., (også tooth battery), se tandbatteri.

Bed (eng.), s., en distinkt klippeagtig enhed i en stratigrafisk lagfølge.

Benpig, s., se pig.

Bevaringstilstand, (eng. preservation), s., et fossils almindelige tilstand med hensyn til dets kvalitet og fuldstændighed.

Bicipital (eng.), s., fure på den øvre del af humerus; kamme på de store og små tubercler på humerus; delt i to dele i den ene ende.

Bifurcated (eng.), adj., tvedelt; havende to grene eller bånd.

Biochron (eng.), s., kort, geologisk tidsperiode defineret ud fra de fossile vidnesbyrd.

Biogen, s., sediment dannet af levende organismer, som for eksempel koralkalksten eller kul.

Biped (eng.), adj., se bipedal.

Bipedal, (eng. biped), adj., dyr, der kun går på to fødder.

Bipedality (eng.), adj., det at gå, stå eller løbe på to ben.

Bipod, s., hvirveldyr, der går, står eller løber på sine to bagben.

Bjergart, s., i forbindelse med kortlægning er bjergarter den faste grund under den løse jord.

Bjergartscyklus, s., materialeprocesserne i forbindelse med en bjergarts dannelse, erosion, nedbrydning, transport og aflejring for til sidst påny at danne en bjergart.

Body fossil (eng.), s., fossil bestående af den faktiske del af en organisme.

Bone bed (eng.), s., (også bonebed), masseforekomst af fossile knogler på en enkelt lokalitet.

Boss (eng.), s., opløftet kam eller afrundet kropsdel som for eksempel knoglemassen på snuden af nogle ceratopsier.

Brachium (vid.), s., se overarm.

Brachyiliac (vid.), adj., det at have en anteroposterior kort ilium.

Braincase (eng.), s., se hjernekasse.

Brevis shelf (eng.), s., median "hylde" på den postacetabulare sektion af ilium, hvorfra noget af caudifumoralis brevis musklen udgår.

Brusk, (eng. cartilage), s., gennemsigtig, fast og elastisk væv, der sædvanligvis findes i relation til knogler og i lemmernes ledforbindelser.

Brystben, (vid. sternum), s., parrede knogler, der sidder på ventralsiden af brystkassen (under ravnenæbsbenene).

Brystkasse, (vid. thorax), s., den del af kroppen, der ligger mellem halsen og bagkroppen.

Buccal (vid., eng.), adj., hørende til kinden; den del af en tands overflade, der vender mod kinden eller læberne.

Bugribben, (også kaldet gastralier, vid. gastralia), s., små knogler, der sidder ventralt for tarmene hos dinosaurer og mange andre landhvirveldyr. Hos dinosaurer består bugribben af én til to knogler i hver side af dyret. Bugribben er sædvanligvis ikke fasthæftet hvirvelsøjlen eller brystkassens ribben.

Buttress (eng.), s., egentlig støttepille eller stræbepille; i anatomien en benet struktur, der tjener til forstærkning eller afstivning.

Bækkenhvirvel, (eng. sacral). s., indtil flere bækkenhvirvler kan vokse sammen og danne en enhed, der benævnes sacrum.

Bøjemuskel, (vid. adductor), s., muskel, der bringer en knogle hen mod en anden knogle.

Calcaneum (vid.), s., se hælben.

Calcareous (eng.), adj., sammensat af eller indeholdende kalciumkarbonat, kalcium eller kalksten.

Canaliculate (eng.), adj., i besiddelse af kanaler.

Cancellous (eng.), adj., det at have lamillae og tynde fibre, der sammen danner en netværkslignende struktur.

Caniniform (vid.), adj., tænder, der har samme form, som "canine" tænder, det vil sige, som hjørnetænderne hos hunde.

Capitulum (vid.), s., knudelignende udvidelse på enden af en knogler.

Carapace (eng.), s., skjold (på ryggen); hård, ydre kropsdække som f. eks. et skildpaddeskjold.

Carcass (eng.), s., se lig.

Carina (vid.), s., på nogle knogler og tænder er dette en kølformet forhøjning eller kant.

Carpal (eng.), adj., hørende til håndleddet.

Carpalia (vid.), s., håndrodsknogler. Sidder i forbenet.

Carpometacarpus (vid.), s., struktur i forfoden bestående af en fusion mellem carpus og metacarpus.

Carpus (vid.), s., se håndrod.

Cartilage (eng.), s., se brusk.

Caudal (eng.), adj., en retningsangivelse, sigter til halen, dvs. mod halen eller den posteriore del af kroppen. Eksempel: Caudal vertebrae er halehvirvlerne.

Caudalis (vid.), adj., hører til eller er rettet mod halen.

Caudal vertebrae (eng.), s., se halehvirvel.

Cementum (vid.), s., spongiosalignende substans, der beklæder tanden fra emaljegrænsen mod roden, og hvortil rodhinden er fæstet.

Centralis (vid.), adj., placeret i midtpunktet.

Centrum (vid.), pl. centra, s., den valseformede del af en hvirvel. Ligger ventralt for neuralkanalen, fra hvilken rejser sig neural- og hæmalbuerne.

Cervical (eng.), adj., hørende til halsen. Eksempel: Cervical vertebrae er halshvirvlerne; cervical ribs er små ribben knyttet til halshvirvlerne

Cervical vertebrae (eng.), s., se halshvirvel.

Cervix (vid.), s., halsen af et organ.

Chelonian (eng.), adj., hørende til Chelonia, en krybdyrgruppe, der inkluderer hav- og landskildpadder.

Chevron (eng.), s., sparre; en knogle, der hænger under en caudal hvirvel.

Choana, pl. chonae (vid.), s., tragtformet indre næseåbning, der ligger mellem næsehulen og svælget.

Cingulum (vid.), s., bæltelignende struktur på tænder.

Clavicle (eng.), s., se nøgleben.

Clavicula (vid.), (eng. clavicle), s., se nøgleben.

Cnemial crest (eng.), se cnemiale crista.

Cnemiale crista (vid.), (eng. cnemial crest), s., kam langs med den anteriore dorsale kant af tibia.

Cochlea (vid.), s., del af ørets labyrint.

Cold-blooded (eng.), adj., se koldblodet.

Condyle (eng.), s., afrundet knudeled på knogler. Indgår i leddet. Eksempel: Condylet på kvadratbenet danner ledforbindelsen mellem kraniet og underkæben. Hos dinosaurer er denne ledforbindelse en cylinderformet udvidelse af kvadratbenet, der modtages af en pladeformet fordybning i underkæben

Cone (eng.), s., se mammilla.

Conglomerates (eng.), s., se konglomerater.

Coracoid (vid.), s., se ravnenæbsben.

Coronalis (vid.), adj., hører til en krone, kransformet.

Coronoid process (eng.), s., en takformet tap, der sidder på underkæben hos krybdyr. Tjener til fastgørelse af kæbernes lukkemuskler.

Corrasion, s., den erosive kraft, som sten og sand udøver, når de slæbes over bunden i en sø eller et vandløb.

Cotylus (vid.), s., kugleformet struktur.

Coxa (vid.), s., (også regio coxalis), hofteledsregionen.

Crania (eng.), også cranial skeleton, s., se kranium.

Cranial (eng.), adj., se cranialis.

Cranial capacity (eng.), s., hjernekassens rumfang (svarende til hjernens størrelse).

Cranialis (vid.), adj., retningsangivelse i forhold til hovedet (er rettet mod hovedet); refererer også til den forreste (anteriore) del af kroppen; hører til hovedet.

Cranium (eng.), s., se kranium.

Crest (eng.), s., en kam eller et afrundet område på en knogler. Hos hadrosaurider er det et afrundet område af ben øverst på hovedet, af og til med hule kanaler.

Cretaceous Period (eng.), s., se Kridttid.

Crocodilian (eng.), adj., hørende til Crocodilia, en succesfuld archosaurgruppe, der har eksisteret siden Mesozoikum.

Crown (eng.), s., se krone.

Crus (vid.), s., se underben.

Cubitus (vid.), s., se albue.

Deciduous (eng.), adj., tænder, der løbende udskiftes i et dyrs levetid. Eksempler er dinosaurer og hajer. NB! Udtrykket bruges også om løvfældende træer.

Delta, s., areal med kanaler og øer ved mundingen af en flod. Det er dannet af materiale, der er transporteret og aflejret af floden.

Deltapectoral crest (eng.), s., se deltopectorale kam.

Deltopectorale kam, (eng. deltapectoral crest), s., fasthæftningsstedet på humerus for deltoid (delta) og pectoralis musklerne.

Dendritisk, adj., enhver ting med forgrenet udseende som for eksempel en forgrenet flod eller forgrenet krystalvækst.

Dentale (vid.), s., se underkæbeben.

Dentary (eng.), (vid. dentale) s., se underkæbeben.

Denticle (eng.), s., se dentikel.

Denticulate (eng.), adj., det at have dentikler.

Dentigerous (eng.), adj., tandbærende.

Dentikel, (eng. denticle), s., små, vortelignende processer langs tændernes kanter.

Dentin, (eng. dentine, vid. dentinum), s., tandben, den blødere bestanddel af tænder, består af uorganisk og organisk materiale (overvejende kollagene tråde).

Dentine eng., s., se dentin.

Dentinum, s., se dentin.

Dentition (eng.), s., se tænder.

Deposit (eng.), s., se aflejring.

Dermal (vid.), adj., hørende til huden.

Dermal armor(eng.), s., se hudplader.

Dermalknogle, s., se hudplade.

Dermal ossifications (eng.), s., se hudplader.

Dexter (vid.), adj., højre.

Diapophyse, (eng. diapophysis), s., laterale eller transversale tappe, der sidder på neuralbuen.

Diapophysis (eng.), s., se diapophyse.

Diapsid (vid.), s., krybdyr, hvis hoved har et par åbninger bag hver orbit.

Diastema (vid.), s., tandløst område i en kæbe, sædvanligvis mellem to slags tænder, som f. eks. mellem canine og postcanine tænder hos pattedyr.

Dicidous (eng.), adj., tænder, der kastes i løbet af opvæksten.

Didactyl (eng.), adj., det at have to slags fingre eller tæer.

Digitigrade (eng.), adj., gående med kun tæerne rørende jorden.

Digiti pedis (vid.), s., tæerne, se tå.

Digiti manus (vid.), s., fingrene, se finger.

Digitus anularis (vid.), s., ringfingeren hos mennesket.

Digitus medius (vid.), s., langfingeren hos mennesket.

Digitus minimus (vid.), s., lillefingeren hos mennesket.

Dimorfisme, (eng. dimorphism), adj., det at have to forskellige former, som regel i forbindelse med de to køn.

Dimorphism (eng.), se dimorfisme.

Disarticulated (eng.), se disartikuleret.

Disartikuleret, (eng. disarticulated), (knogler) liggende adskilt.

Distal, adj., retningsangivelse, den fjerneste del af enhver struktur, længst væk fra midtlinien af en organisme eller fra fasthæftningspunktet. Bruges oftest i beskrivelse af lemmer. Eksempel: Ankelen sidder distalt for knæet.

Distalis (vid.), adj., se distal.

Diverticulum (vid.), s., pose eller rør, lukket i den ene ende, som snøres af fra en hulhed eller kanal.

Dolichoiliac (eng.), adj., havende en relativt lang ilium.

Dome, s., geologisk struktur, hvor alle lag hælder væk fra centrum. Modsat et bassin.

Dorsal, (vid. dorsalis), adj., relaterer sig til ryggen; mod ryggen. Benyttes om knogler, der sidder i eller i retning af ryggen. Eksempler: Skulderbladet sidder dorsalt for hånden; dorsal vertebrae (eng.) er ryghvirvlerne.

Dorsal vertebrae (eng.), s., se ryghvirvel.

Dorsum manus (vid.), s., håndryggen.

Dorsum pedis (vid.), s., fodryggen.

Drivhuseffekt, s., ophobning i atmosfæren af gasser som kuldioxid, methan og vanddamp vil forårsage øget temperatur ved jordoverfladen og dermed klimaændringer.

Ectepicondyle (vid.), s., lateral projicering fra den distale ende af humerus.

Ectepicondyle (vid.), s., lateral projicering fra den distale ende af humerus.

Ectopterygoid (vid.), s., se tværben.

Ectothermic (eng.), adj., (også cold-blooded), se koldblodet.

Edentulous (eng.), adj., tandløs.

Ektotermisk (vid.), adj., (eng. ectothermic), se koldblodet.

Elbow (eng.), s., se albue.

Emalje, (eng. enamel, vid. enamelum), s., den ydre, hårde bestanddel af tandkronen.

Embayment (eng.), s., lille fordybning i en knogle.

Embryo (vid.), s., individ i før-fødsel stadium; foster.

Enamel eng., s., se emalje.

Enamelum (vid.), s., se emalje.

Endocast (eng.), s., indre sedimentopfyldning af hjernekassen.

Endochondral (eng.), adj., dannende eller begyndende i brusken.

Endocranium (eng.), s., den indre hule, som hjernekassen i et kranium omslutter.

Endothermic (eng.), adj., (også warmblooded), se varmblodet.

Entepicondyle (vid.), s., nederste ende af humerus.

Eolian (eng.), adj., (også aeolian), forårsaget af vinden.

Epaxial (vid.), adj., over hvirvelsøjlen; dorsal.

Epijugal (eng.), s., se epijugale.

Epijugale (vid.), s., hornlignende udvækst fra jugale hos ceratopsier.

Epifyse, (eng. epiphysis), s., del af en knogle, men dannet i adskilt forbeningscenter og senere fusioneret med knogler.

Epiphysial (eng.), adj., hørende til epifyse.

Epiphysis (eng.), s., se epifyse.

Epipodium (vid.), s., kam eller fold.

Epoccipital (eng.), s., se epoccipitale.

Epoccipitale (vid.), s., lille knogler, der sidder på kanten af ceratopsiernes krave.

Erosion, (eng. erosion), s., vind og vejrs nedbrydning af fritlagte klipper.

Evolution (vid., eng.), s., se udvikling.

Exoccipital (eng.), s., se sidenakkeben.

Exoccipitale (vid.), (eng. exoccipital), s., se sidenakkeben.

Exostosis (eng.), s., knoglevækst efter delvis parietal løsrivelse.

Exposure (eng.), i geologien betegnelse for klipper, der er blevet fritlagt grundet erosion.

Extant (eng.), adj., (modsatte af extinct), se nulevende.

Extensor (eng.), s., muskel, der strækker et lem eller del af et lem (det modsatte af flexor); bruges også om bestemte områder på et lem, hånd eller fod.

Externus (eng.), adj., ydre.

Extinct (eng.), adj., (modsatte af extant), se uddød.

Extinction (eng.), s., se uddøen.

Facies (eng.), s., i geologien betegnelse for én af forskellige typer af samtidige aflejringer i en lateral aflejringsserie; også betegnelse for det palæontologiske og litologiske indhold af en sedimentaflejring.

Facies digitales ventrales/(palmares) (vid.), s., fingrenes bøjesider.

Facies digitales dorsales (vid.), s., fingrenes strækkesider.

Femur (vid.), s., se lårben.

Fenestra, pl. fenestrae (vid.), s., åbning i en knogler eller mellem knogler.

Fibro-lamellar bone (eng.), s., ret åben, fast væv, fyldt med blodkar, der antyder hurtig knoglevækst.

Fibula (vid.), s., se lægben.

Fibularis (vid.), adj., hørende til fibula (lægbenet).

Finger, (vid. digit), s., (også digiti manus, fingrene), består af flere knogler (phalanges).

Fingerknogler, s.,

Flexor (eng.), s., en muskel, der bøjer et led; bruges også til at betegne et område på et lem, en hånd eller fod.

Fod, (vid. pes), s., i betydningen bagfod.

Fodled, s.,.

Fodrod, s.,.

Fontanelle (vid.), s., åbning i kraven hos nogle ceratopsier.

Foramen (vid.), pl. foramina, s., åbning i knogler eller membranøs struktur. Sædvanligvis mindre, end en fenestra.

Foramen magnum (vid.), s., latin for 'stor åbning'. Den store åbning på bagsiden af hjernekassen, hvorfra rygmarven udgår fra hjernestammen.

Forben, s., består af over- og underarm samt hånd. Begrebet knytter sig til firbenede dyr; også forlem.

Forbene, (eng. ossify), vb., at ændres til knogle.

Forearm (eng.), s., se underarm.

Forfod, (vid. manus), s., se hånd.

Forlem, s., se forben.

Formation, (eng. formation), s., i geologien en formelt defineret og kortlagt enhed af sedimentært klippemateriale.

Forpandeben, (vid. prefrontale, eng. prefrontal bone), s., knogler i kraniet, der sidder over orbit og foran frontale (pandebenet).

Forskamben (eng. prepubic process), s., en benet udvidelse af skambenet (pubis) fremad fra acetabulum. Findes hos ornithischierne.

Forstening, (eng. petrification), s., se mineralisering.

Fossa (vid.), s., grubeformet, lille fordybning.

Fossil, (eng. fossil, pl. fossils), s., rester af et dyr eller en plante og mindst 10.000 år gammelt, sædvanligvis dannet via begravelse og typisk involverende en kemisk proces; bevis for liv i en geologisk fortid. Dinosaurfossiler omfatter bla.a. knogler, tænder, hudaftryk, æg, koprolitter, gastrolitter og fodspor.

Fossileret, vb., (eng. fossilized), det at være blevet til et fossil.

Fossilized (eng.), vb., se fossileret.

Fovea (vid.), s., lille grube, fossa eller fordybning.

Frontal (eng.), s., se pandeben.

Frontal bone (eng.), s., se pandeben.

Frontale (vid.), (eng. frontal eller frontal bone), s., se pandeben.

Frontalis (vid.), adj., hører til a) panden, eller b) frontalplanet.

Frontoparietal (vid.), s., frontale og parietale knogler, som regel refererende til sutur eller fusion af disse knogler.

Furcula (vid.), pl. furculae, s., se ønskeben.

Fused (eng.), vb., fast forbundne, eller sammenvoksede knogler.

Fusion, (eng. fusion), s., i anatomien er det den faste forening af knogler, enten naturligt eller abnormt.

Gane, s., betyder egentlig 'gabende åbning', loftet i mundhulen eller basis for den anteriore del af hovedet. Den kan bestå af flere knogler og kan have både bløde og hårde dele, der har hvert deres latinske navn

Ganeben, s.,

Ganesejl, s., ganens bageste, bløde del.

Gastralia (vid.), sing. gastralium, s., se bugribben.

Gastralier, (vid. gastralia), s., se bugribben.

Gastrolit (vid.), (eng. gastrolith), s., "mavesten", dyret har nedsvælget til ballast eller til findeling af føde.

Gastrolith (eng.), s., se gastrolit.

Generic name (eng.), s., se slægtsnavn.

Genu (vid.), s., knæet.

Geologi, (eng. geology), s., læren om Jordens historie og dens fossiler.

Geology (eng.), s., se geologi.

Ginglymoid (vid.), s., hængselsled, eller bygget som et.

Ginglymus (vid.), s., et led, der kun tillader bevægelse i ét plan.

Girdle (eng.), s., kurvet eller cirkulær struktur, især en sådan, der omkranser en anden.

Gizzard (eng.), s., se kråse.

Glenoid (vid.), s., den lomme, der dannes af scapula og coracoid, i hvilken overarmen sidder.

Gondwana, s., navnet på det superkontinent, som alle kontinenter på den sydlige halvkugle tilsammen dannede, det vil sige kontinenterne Sydamerika, Antarktis, Afrika (med Madagascar), Indien og Australien. Kaldes ofte Gondwanaland.

Gracile (eng.), adj., havende en yndefuld eller slank kropsbygning.

Graviportal (eng.), adj., bevægende sig langsomt eller tungt.

Gular (eng.), s., hos skildpadder, et uparret, hornet skjold, der sidder forrest på plastron; refererer også til den ventrale del af buccal hulen.

Haemapophysis (eng.), s., se hæmapofyse.

Halehvirvel, (eng. caudal), s., hvirvel, der indgår i halesøjlen.

Hallux (vid.), s., (også digitus primus pedis), 1. tåen på foden (svarer til menneksets storetå).

Halshvirvel, (eng. cervical vertebrae), s., hvirvel, der indgår i halssøjlen. Mange dinosaurer havde små ribben (eng. cervical ribs) på visse af halshvirvlerne.

Hamularis (vid.), s., krog eller kroglignende.

Haversian bone (eng.), s., en slags sekundær knogle, som erstatter den primære knogle, dannende en række kar, der kaldes 'Haversian canals'.

Hemal (eng.), adj., (også haemal), se hæmal.

Herbivor (vid.), s., (eng. herbivore), planteæder.

Herbivore (eng.), s., se herbivor.

Hetero- (vid.), præfix, der betyder 'anden' eller 'anderledes'. Det modsatte af homo-.

Heterodont (vid.), s., et dyr, der har mere end én slags tænder. Eksempel: dinosauren Heterodontosaurus og alle pattedyr. Det modsatte af homodont.

Heterogen, adj., (eng. heterogenous), forskelligartet.

Heterogenous eng., adj., se heterogen.

Hind legs (eng.), s., se bagben.

Hind limbs (eng.), baglemmer, s., se bagben.

Hipbone (eng.), s., se hofteben.

Histo- (vid.), adj., hørende til væv og organer.

Histologi, (eng. histology), s., læren om væv og organers opbygning.

Histology (eng.), s., se histologi.

Hjernekasse, (eng. braincase). s., En samling af knogler, der omgiver hjernen.

Hofteben, (vid. ilium, eng. hipbone), dorsal knogle i bækkenet. Mellem de to ilia sidder et antal sammensmeltede bækkenhvirvler.

Hofteskål, s., skålformet fordybning dannet af hofte-, skam- og sædebenet.

Holotype (vid.), s., et enkelt eksemplar/samling af fossiler valgt til designation af ny art (species).

Homodont (vid.), adj., det at have ensformede tænder i hele munden. De fleste dinosaurer og pterosaurer var homodonte. Eksempel: flyveøglen Rhamphorhynchus.

Homogen, adj., (eng. homogenous), ensartet.

Homogenous eng., adj., se homogen.

Homologi, s., samme karaktertræk hos to eller flere arter af organismer, som er opstået hos en fælles stamform.

horisont, (eng. horizon), s., i geologien et jordlag dannet i en given tid og karakteriseret ved bestemte fossile dyre- og plantearter.

Horizon (eng.), s., se horisont.

Horizontalis (vid.), (også horisontal), adj., se vandret.

Hudplade, (eng. dermal ossifications, scutes, dermal armor; vid. osteoderm), s., benplader, der sidder i huden og bruges som panser (beskyttelse mod rovdyr eller rivaler) eller ved kommunikation med artsfæller. En hudplade omfatter benplader af enhver form, pigge og halekøller hos ankylosaurer

Hudpanser, (eng. armor), s., benplader, horn, pigge, halekøller som bæres af nogle dinosaurer. H. var ikke forbundet med skelettet.

Humeri (vid.), sing. humerus, s., se overarmsben.

Humerus (vid.), pl. humeri, s., se overarmsben.

Hvirvel, (vid. vertebra), s., en knogle fra hvirvelsøjlen. Dinosaurer kan have et vekslende antal hals-, ryg-, bækken- og halehvirvler.

Hvirvelcentra, (sing. hvirvelcentrum), s., se centrum.

Hvirvelcentrum, (pl. hvirvelcentra), s., se centrum.

Hvirveldyr, (vid. vertebrat), s., et dyr med rygrad (enten bruskagtig eller forbenet).

Hvirvelløst dyr, (vid. invertebrat), s., et dyr uden rygrad.

Hvirvelsøjle, (eng. vertebral column, spinal column). s., omfatter halshvirvlerne, ryghvirvlerne, hoften, korsbenet og halehvirvlerne.

Hyoid (vid.), adj., hørende til en knogle eller serie af knogler placeret ved tungens basis.

Hypanthrum (vid.), s., hos nogle krybdyr, et hak i hvirvlen, der passer sammen med tilstødende hvirvels hyposphene.

Hypapophyse (vid.), s., en median ventral tap på en hvirvels centrum. Sædvanligvis til stede på de første to eller tre bækkenhvirvler hos pattedyr.

Hypaxial (vid.), adj., placeret under hvirvelsøjlen; ventralt.

Hyposphene (vid.), s., hos nogle krybdyr, en kileformet tap på en hvirvels neuralbue, der passer ind i hypanthrum på tilstødende hvirvel.

Hælben, (vid. calcaneum), s., en mindre tarsalknogle, der sidder lateralt for astragalus og distalt for fibula.

Hæmal, (eng. hemal eller haemal), adj., hørende til blodet eller blodkarene.

Hæmalbue, s.,

Hæmopofyse, (eng. haemapophysis), s., plade- eller tornlignende tap på de latero-ventrale overflader af en hvirvels centrum.

Højkronede, adj., et udtryk, der bruges om tænder, der har meget lange tandkroner. Ses hyppigt hos planteædere, hvis tænder jo udsættes for betydelig slidtage grundet den fiberholdige plantekost. En gruppe af dinosaurer kaldes ligefrem hypsilophodonterne, hvilket oversat betyder 'dem, med de højkronede tænder'.

Hånd, (vid. manus), s., består af håndrodsknogler, mellemhåndsknogler og fingerknogler.

Håndled, (vid. carpus), s.,

Håndrod, (vid. carpus), s., udtryk for alle de små håndrodsknogler under ét. Håndrodsknoglerne sidder placeret mellem underarmsknoglerne og mellemhåndsknoglerne.

Håndrodsknogler, (vid. carpalia), s., forskellige små knogler i håndleddet.

Ichnite (eng.), s., fossilt fodspor.

Ichnologi (vid.), s., læren om (levende eller uddøde) dyrs fodspor og -aftryk.

Ichnotaxon (vid.), s., et videnskabeligt navn givet til en ensartet gruppe af fossile fodspor, fodatryk, gravegange etc.

Ilia (vid.), sing. ilium, s., se hofteben.

Ilio-femoralis (vid.), s., muskel, der sidder på ilium og femur.

Ilium (vid.), s., se hofteben.

Incisiform (vid.), adj., formet som de forreste tænder hos gnavere.

Incisor (vid., eng.), s., tænder, der sidder forrest i munden.

Index (vid.), s., 1. finger. Hos mennesket er det pegefingeren.

Inferior (vid.), adj., retningsangivelse, nedadtil, den nederste.

Infraprezygapophysal (vid.), adj., under prezygapophysen.

Infratemporal fenestrae (vid.), (eng. lateral (eller inferior) temporal fenestrae), s., se nedre tindingevindue.

In situ (vid.), latin for 'på stedet', refererer til eksemplarer af fossiler, der stadig ligger i undergrunden, hvor de blev opdaget, eller som er udgravet fra stedet, hvor de oprindeligt fossileredes, det vil sige, fossilerne er ikke relokerede, før de blev udgravet.

Integument, s., huden og de strukturer, der er associerede med den, inklusive negle, kløer, hove, skæl og fjer.

Intercentrum (vid.), s., den 2. centrale ring i en hvirvel, der har to lodrette ringe i hvert centrum.

Intermedium (vid.), s., lille knogle i carpus eller tarsus.

Intermedius (vid.), adj., ligger i midten, imellem.

Internus (vid.), adj., indre.

Interorbital (vid.), adj., mellem de to orbits.

Invertebrat (vid.), s., se hvirvelløst dyr.

Iridium, s., grundstof, der forekommer i meteoritter og i Jordens kerne.

Ischium (vid.), s., se sædeben.

Isolated (eng.), adj., se isoleret.

Isoleret, (eng. isolated), adj., værende adskilt fra lignende emner. Eksempel: Fossile knogler, der findes liggende spredt i klippematerialet, så det ikke kan afgøres, om de tilhører samme individ.

Isseben, s., knogle i kraniets top, der sidder bag frontale.

Jugal (eng.), s., se kindben.

Jugale (vid.), s., se kindben.

Jura, (eng. Jurassic Period), s., den midterste af de tre perioder i Mesozoikum. Varede fra 208 til 145 millioner år siden. Navngivet efter Jurabjergene, hvor de første fossiler fra perioden blev fundet.

Jurassic Period (eng.), s., se Jura.

Kadaver, (eng. carcass), se lig.

Karpaler, se håndrodsknogler.

Katalognummer, s., (eng. accession number, catalog number), tal- eller bogstavkombination, de enkelte museer tilknytter hvert objekt (specimen), der tilgår museets samlinger.

Kindben, (vid. jugale), sidder ventralt for orbit i kraniet.

Kindtænder, tænder, som især planteædere bruger til at tygge med. De sidder bag fortænderne eller næbbet.

Kinetic (eng.), adj., i zoologien betegnelse for det forhold, at knogler forbundet med hinanden alligevel kan bevæges.

Knogle, s., knoglerne hører til de faste dele af skelettet. Yderst på knoglen ligger knoglehinden, fra hvilken nydannelse af knoglevæv sker. Inderst findes en svampet substans og, især i de lange knogler, hulrum, såkaldte marvhuler, der indeholder knoglemarv, i hvilken de røde blodlegemer dannes.

Knæ, (eng. knee), s., leddet mellem over- og underben.

Koldblodet, adj., (eng. cold-blooded), en populær betegnelse, som henviser til et dyr, der modtager hovedparten af sin kropsvarme fra ydre kilder, som regel fra solen. Den videnskabelige betegnelse er ektotermisk.

Konglomerater, (eng. conglomerates), s., fast ansamling af partikler på størrelse med grus; sandsten, der udgøres af partikler på størrelse med sand.

Koprolit (vid.), s., fossil ekskrement (afføring) fra et dyr.

Korsben, (vid. sacrum), s., et antal sammenvoksede ryghvirvler som udgør den midterste del af bækkenets bagvæg.

Kranium, (eng. cranium), s., består af hjernekassen, ansigt og overkæbe.

Krave, (eng. shield), s., en benet udvidelse af kraniet hos ceratopsier.

Kraveben, (eng. clavicle, vid. clavicula), s., se nøgleben.

Kridttid, s., (eng. Cretaceous Period), Den sidste periode i Mesozoikum og dateres til 145-65 millioner år siden.

Krone, (eng. crown), s., den eksponerede del af en tand, når den sidder i kæben.

Krybdyr, (også reptil), s., den gængse opfattelse er et koldblodet dyr med skæl og rygrad, som lægger sine æg på land.

Kråse, (eng. gizzard), s., muskuløs del af maven, der benyttes til mekanisk findeling af føden.

Kugleled, s., kugleformet ledflade på for eksempel lårbensknoglens proximale ende.

Kvadratben, s., se ledben.

Kønsdimorfisme, (eng. sexual dimorphism), s., tydelig forskel i form, farve, struktur etc. mellem hanner og hunner indenfor samme art.

Labial (eng.), adj., nær læben.

Labyrint, (eng. labyrinth), s., komplekst indre øre, enten forbenet eller membranøs.

Labyrinth (eng.), s., se labyrint.

Lacrimal (eng.), s., se tåreben.

Lacrimale (vid.), s., se tåreben.

Lagena (vid.), s., den epikale del af scala media eller øregangen.

Lamella (vid.), s., tynd skæl- eller pladelignende struktur.

Lamina (vid.), s., tyndt lag.

Lateral, adj., retningsangivelse, i retning væk fra en organismes midtplan, til siden. Eksempel: Forbenene sidder lateralt for skulderbæltet.

Lateral temporal fenestrae (eng.), (også infratemporal fenestrae eller inferior temporal fenestrae), se nedre tindingevindue.

Laterosphenoid (vid.), s., én af knoglerne i hjernekassen.

Lauasia, s., superkontinentet, som Europa, Nordamerika og Asien engang udgjorde tilsammen.

Led, s., mere eller mindre bevægelig forbindelse mellem skeletdele. Omsluttes af bindevævskapsel (ledkapsel).

Ledben (kvadratben), (vid. quadratum; eng. quadrate bone), s., hos fugle, krybdyr og padder er det knoglen, med hvilken underkæben danner kæbeleddet.

Ledflade, s.,

Ledforbindelser, s.,

Ledhoved, s.,

Ledkapsel, s.,

Ledknude, s.,

Ledskål, s.,

Lemmeknogle, s., en knogle i armen eller benet.

Lemmer, s., i anatomien også kaldet ekstremiteter; arme og ben.

Lig, (eng. carcass), s., også benævnt kadaver eller ådsel. Et dyrs døde krop.

Ligament (vid.), s., se sene.

Lingual (vid.), adj., hørende til tungen; en tands overflade, der vender mod tungen.

Litologi, s., læren om stenarterne.

Locality (eng.), s., se lokalitet.

Lodret, (vid. verticalis), (også vertikal), adj., den linie, et ophængt lod beskriver.

Lokalitet, (eng. locality), s., i geologien en betegnelse for et givet sted, hvoer der er fundet fossiler.

Long bone (eng.), s., se lemmeknogle.

Longitudinalis (vid.), adj., længdeforløbende.

Lumbar (eng.), adj., hørende til området af lænden.

Lunate (eng.), adj., halvmåneformet.

Læg, s., den bageste del af benet fra knæ til fodled.

Lægben, (vid. fibula), s., den mindre og ydre knogle i underbenet.

Lænd, s., den del af ryggen, som ligger mellem underste ribben og korsbenet.

Lårben, (vid. femur), s., den proximale knogle i bagbenet. Den øverste del, ledhovedet, indgår i hofteleddet og sidder på lårbenshalsen.

Lårbenshals, s., overgangsstykket mellem ledhovedet og lårbensskaftet.

Lårbensknogle, s., se lårben.

Malleus (vid.), s., den yderste knogle i øret hos pattedyr.

Mamilla (også Mammilla) (vid.), s., brystvorteformet struktur.

Mammilla (vid.), (eng. cone), s., nedre del af et ægs skal, med en karakteristisk form.

Mandible (eng.), s., se underkæbe.

Mandibular (eng.), adj., som forholder sig til underkæben.

Mandibular fenestra (eng.), s., se underkæbeåbning.

Mandibular foramen (eng.), s., se underkæbeåbning.

Manus (vid.), s., se hånd.

Marin, adj., (eng. marine), hørende til havet.

Marine (eng.), adj., se marin.

Marl (eng.), s., mudret kalksten.

Marly (eng.), adj., som forholder sig til mudret kalksten.

Massiv, adj., s., et massivt sediment er en bjergart uden nogen form for lagdeling.

Matrix (vid.), s., i palæontologien fossilbærende klipper.

Maxilla (vid., eng.), pl. maxillae, s., se overkæbeben.

Maxillae (eng.), s., sing. maxilla, se overkæbeben.

Maxillare (vid.), (eng. maxilla), s., se overkæbeben.

Maxillary (eng.), adj., som forholder sig til overkæbeben.

Maxillary bone (eng.), s., se overkæbeben.

Meckelian (også Meckel's) groove (eng.), s., se Meckel's kanal.

Meckels kanal, (eng. Meckelian groove), s., en længdegående fure på indersiden af kæben til Meckel's brusk og tilhørende kar og nerver. Fra Meckel's brusk udvikledes hele underkæben.

Medial, adj., (vid. medialis), retningsangivelse, fra indersiden, i retning af eller tættere på et dyrs symmetri- eller medianplan. Eksempel: Skulderbæltet er medialt for forbenet.

Medianplan, (vid. linea mediana anterior og linea mediana posterior), s., vertikal linie gennem kroppens midte, set henholdsvist fra kroppens forside og bagside.

Medianus (vid.), adj., placeret i midtlinien.

Medius (vid.), adj., den midterste.

Medulla (vid.), s., den centrale del af en knogle eller et organ.

Mega-, præfix, der betyder "stor".

Mellemfod, s., partiet mellem fodrod og tæer.

Mellemfodsknogler, s., knoglerne i mellemfoden. Sidder i bagbenet.

Mellemhånd, (vid. metacarpus), s., udtryk for alle mellemhåndsknogler under ét.

Mellemhåndsknogler, (vid. metacarpalia, eng. metacarpals), s., oprindeligt fem lange knogler i mellemhånden (vid. metacarpus, håndfladen), men hos mange dinosaurer var der færre end fem. Sidder mellem fingrene og håndleddet

Mellemkæbeben, (vid. premaxillare eller premaxillae, eng. premaxillary bone eller blot premaxillary). s., det forreste par af de tandbærende ben i kraniet. Sidder umiddelbart foran maxilla i overkæben. Som oftest var der 3-5 tænder i hvert af de to mellemkæbeben hos dinosaurer.

Mesial (vid.), midt longitudinalt eller vertikalt plan; kanten af en tand vendende mod symphyse eller premaxillar midtline.

Metacarpal (eng.), adj., som forholder sig til mellemhånden.

Metacarpalia (vid.), (eng. metacarpals), s., se mellemhåndsknogler.

Metacarpals (eng.), s., se mellemhåndsknogler.

Metacarpi (vid.), sing. metacarpus, s., se mellemhånd.

Metacarpus (vid.), pl. metacarpi, s., se mellemhånd.

Metakarpaler, s., se mellemhåndsknogler.

Metapodials (eng.), s., pl., hos tetrapoder, knogler i metacarpus og metatarsus.

Metapodium (vid.), s., hos tetrapoder, metacarpus og metatarsus.

Metatarsal, adj., beskriver en knogle fra metatarsus.

Metatarsaler, s., se mellemfodsknogler.

Metatarsalia (vid.), s., se mellemfodsknogler.

Metatarsus (vid.), s., mellemfoden, det område af bagfoden, der ligger mellem tæerne og tarsus. Omfatter metatarsalerne.

Meteorit, s., materiale fra rummet, som er faldet ned på Jorden.

Micro-, præfix, der betyder "meget lille".

Midline (eng.), s., se midtlinie.

Midtlinie, (eng. midline), s., en tænkt linie, der strækker sig dorsalt langs hele dyrets længde.

Mineralisering, (også forstening), (eng. petrification), s., ombytning af en død organismes hårde dele med mineraler, så det ligner sten.

Mineralized (eng.), mineraliseret.

Morfologi, (eng. morphology), s., læren om fysiske former. I palæontologien er det jo for det meste studiet af knogler og tænder, da disse emner oftest ses fossilerede.

Morfotype, (eng. morphotype), s., typeeksemplaret for en given form i en polymorf art.

Morphology (eng.), s., se morfologi.

Morphotype (eng.), s., se morfotype.

Multi-, præfix, der betyder "mange".

Muzzle (eng.), s., se snude.

Nares (eng.), sing. naris, s., se næsebor.

Narial (eng.), adj., hørende til næseborene.

Naris (eng.), pl. nares, s., se næsebor.

Nasal (vid.), adj., hørende til næsen.

Nasal (eng.), s., også nasal bone, (vid. nasale), se næseben.

Nasal bone (eng.), (vid. nasale), s., se næseben.

Nasale (vid.), (eng. nasal eller nasal bone), s., se næseben.

Nedre nakkeben, (vid. basioccipitale), s., median knogler i nakkeregionen (occipitale) af kraniet. Danner (noget af) nakkens afrundede knudeled (condyle).

Nedre tindingevindue, (vid. infratemporal fenestra). s., nedre åbning i begge sider af kraniet hos diapsider.

Neo-, præfix, der betyder "ny".

Neural (vid.), adj., tæt forbundet med nerver eller nervevæv.

Neural arch (eng.), s., se neuralbue.

Neuralbue, (eng. neural arch), s., en bensøjle, der rejser sig fra dorsalsiden af en hvirvels centrum. N. sidder parvis og danner en bro henover rygmarven.

Neural canal (eng.), s., se neuralkanal.

Neuralkanal, eng. neural canal, s., hullet i hvirvel gennem hvilket rygmarven forløber. Dannes af to neuralbuer, der mødes oventil (distalt) og af centrum ventralt.

Neural spine (eng.), s., se torntap.

Neurocentra (vid.), s., pl., se neurocentrum.

Neurocentrum (vid.), s., sing., en type af centrum i hvirvler hos primitive vertebrater.

Neurocranium (vid.), s., forbenet struktur eller brusk, der indeholder hjernen såvel som visse sanseorganer.

Nodul, s., klump af mineral eller bjergarter, oftest med uregelmæssig form.

Notochord (vid.), s., en dorsalt støttende hvirvelsøjle hos de laveste vertebrater.

Nuchal (vid.), adj., hørende til halsen.

Nulevende, (eng. extant), adj., (modsatte af uddød), eksisterer i vore dage.

Næseben, (vid. nasale, eng. nasal eller nasal bone), s., de parrede knogler, der danner dele af de ydre næsebor.

Næsebor, (eng. nares), s., indenfor palæontologien er det de to ydre åbninger af næsehulen. Sidder i kraniet. De store næsebor hos nogle dinosaurer, kombineret med store, indre næsehuler, antyder, at mange havde en veludviklet lugtesans.

Nøgleben, kraveben, (eng. clavicle, vid. clavicula). s., oprindeligt parrede knogler, der sidder ved forkanten af ravnenæbsbenene. Hos avancerede dinosaurer, de tetanure theropoder og visse ornithischier (alle?), voksede de sammen og dannede det såkaldte ønskeben (furcula).

Obturator (vid.), hørende til enhver struktur i området omkring obturator foramen.

Obturator foramen (vid.), s., den ovale åbning i ischium, hvorigennem obturator nerver og -kar løber. Der kan også være en obturator foramen i pubis, se f. eks. Mirischia asymmetrica

Obturator prong (eng.), s., se obturatortap.

Obturatortap, (eng. obturator prong), s., en tapformet udvækst fra ischium, der forbandt denne med pubis. Thyreophoroiderne (kamøglerne) mangled o.

Occipital condyle (eng.), s., en condyle, der er sammensat af flere forskellige knogler umiddelbart ventralt for foramen magnum. Det er forbindelsen mellem kraniet og hvirvelsøjlen. Hos dinosaurer er det kugleformet.

Occipitale, s., baghovedet.

Occipitalis (vid.), hører til baghovedet.

Occiput (vid.), s., bagsiden af hovedet.

Occlusal (vid.), adj., s., hvor overfladen fra tænderne i over- og underkæberne mødes, når kæberne lukkes. Se også okklusion.

Occlusion (eng.), s., se okklusion.

Odontoid (vid.), s., tandlignende tap.

Okklusion, eng. occlusion, s., det forhold, at en tandoverflade mødes med en anden tandoverflade (eks., menneskets kindtænder).

Olecranon (vid.), s., se albueprocessen.

Olecranonproces, s., se (albueprocessen).

Olecranon process (eng.), s., se albueproces.

Olfactory (eng.), adj, hørende til lugtesansen.

Omnivor, (eng. omnivore), s., dyr, der æder både andre dyr og planter; også kaldet altæder.

Omnivore (eng.), s., se omnivor.

Ontogeni, (eng. ontogeny), s., et individs opvækst og udvikling.

Ontogeny (eng.), s., se ontogeni.

Opisthocoelous (eng.), adj., se opistocoele.

Opisthotic bone (eng.), s., knogle, der hos højere hvirveldyr er fusioneret med andre øreknogler dannende 'periotic bone'.

Opistocoele, (eng. opisthocoelous), adj., hvirvler, hvis anteriore centrum er konveks og posteriore centrum er konkav. En hvirvels konvekse forside passer sammen med den foranliggende hvirvels konkave bagside. Et forhold, der ses hos Sauropoda.

Opistopubic (eng.), adj., beskriver det forhold, hvor de to pubisknogler peger bagud, som hos Saurischia.

Optic (eng.), adj., se optisk.

Optisk, (eng. optic), adj., hørende til synet.

Orbit (eng.), s., (også orbital fenestra), se (øjenhule).

Orbitosphenoid (vid.), s., parrede knogler i kraniet, der sidder mellem presphenoid og pandebenet (frontale).

Ornith-, præfix, der betyder "fugl" eller "fuglelignende".

Orogenic (eng.), adj., hørende til bjergdannelsesprocessen.

Osseous (eng.), adj., noget, der ligner knoglevæv eller som er opbygget af knoglevæv.

Ossicle (eng.), s., benede småplader siddende under huden som et sekundært hudpanser.

Ossify (eng.), vb., se forbene.

Osteo-, præfix, der betyder "knogle" eller "som forholder sig til knogle".

Osteoderm(vid.), s., se hudplade.

Osteologi, (eng. osteology), s., læren om knoglers struktur og udvikling.

Osteoderm, s.,

Otic (eng.), adj., hørende til øret.

Otic capsule (eng.), (også auditory capsule), s., en benet eller bruskagtig beholder, der omslutter mellemøret og det indre øre. Hos teleostfisk udgøres denne beholder af fem knogler. I løbet af evolutionen frem mod højere hvirveldyr er nogle af disse knogler fusioneret og andre er mistet. Hos pattedyr indgår også visse reducerede knogler, der hos krybdyr er indeholdt i underkæben.

Overarmsben, (vid. humerus), s., mødes med skulderbladet og ravnenæbsbenet i skulderbæltet og med spolebenet og albuebenet ved albuen.

Overkæbeben, (vid. maxilla, eng. maxilla), s., den bageste af de to tandbærende knogler i kraniet. Bærer ikke fortænderne.

Overlejring, s., princippet om, at i en uforstyrret sekvens af sedimenter vil det ældste lag ligge nederst.

Padde, (også amfibie), s., hvirveldyr med fire ben, der lægger æg i vand (for eksempel frøer og salamandre). Larvestadiet findes i vandet. Voksne padder er oftest både vand- og landlevende.

Palaeo- (eng.), præfix, der betyder "gammel" eller "fortidig". Her hørende til noget meget gammelt eller forhistorisk.

Palaeobiology (eng.), s., se palæobiologi.

Palaeontology (eng.), s., se palæontologi.

Palate (eng.), s., se ganen.

Palatine (eng.), s., se tværben.

Palatinum (vid.), s., se ganeben.

Paleo- (eng.), præfix, der betyder "gammel" eller "fortidig". Her hørende til noget meget gammelt eller forhistorisk.

Paleobiology (eng.), s., se palæobiologi.

Paleoecology (eng.), s., studiet af relationerne mellem uddøde organismer og deres miljø.

Paleontology (eng.), s., se palæontologi.

Palma manus (vid.), s., hulhånden.

Palmaris (vid.), adj., hørende til hulhånden.

Palmer (eng.), s., overfladen af hånden, som er i kontakt med jorden.

Palpebra (vid.), s., sidder i kraniet.

Palpebrae (vid.), s., øjenlågene.

Palpebral (vid.), s., lille knogle, der sidder i kanten af øjenhulen og ofte danner et benet øjenlåg.

Palynomorf, (eng. palynomorph), s., sporer, pollen og cyster fra visse alger.

Palæobiologi, (eng. palaeobiology), s., uddøde organismers biologi.

Palæogeografi, s., studiet af udseende og placering af gamle landskaber, oceaner og landmasser.

Palæontologi, (eng. palaeontology eller paleontology), s., studiet af fossiler og livet i det forgangne.

Pandeben, (vid. frontale, eng. frontal eller frontal bone), s.,

Pandebensfontanelle, s., hos ceratopsiderne var det en lang åbning, der forløb øverst på pandebenene og gik ind til et af pandebenene foldet system af luftlommer, der lå ovenpå hjernekassen.

Pangæa, (også Pangaea), s., superkontinentet, som i permtiden var dannet af alle de nuværende kontinenter tilsammen. Navnet betyder 'Hele Jorden'.

Papilla (vid.), s., kegleformet dermal struktur, der er begyndelsen til en fjer.

Parapophyse (vid.), s.,

Parapsid (vid.), s., en gruppe af amnioter, der har et veldefineret øvre tindingevindue bag orbit, men mangler et klart defineret nedre tindingevindue. Omfatter de store, marine krybdyr, som plesiosaurerne.

Parascapular pig (eng.), s., en dermalplade af form som en pig siddende på siden af kroppen hos f.eks. stegosauren Huayangosaurus. Begrebet blev udmøntet første gang i 1992 af palæontologerne Sereno og Dong.

Parasphenoid (vid.), s., membranøs knogle, der danner gulvet i hjernekassen.

Paravertebrae (eng.), s.,

Parietal bone (eng.), s., se isseben.

Parietale (vid.), s., se isseben.

Paroccipital process (eng.), s., benet tap på bagsiden af kraniet.

Pattedyr, s., et varmblodet dyr dækket af hår, som fodrer sine unger med mælk.

Pectineal (eng.), adj., hørende til en kamformet forhøjning på femur og den fasthæftede pectineus muskel.

Pectoral (eng.), adj., hørende til brystkassen.

Pectoral girdle (eng.), s., se skulderbælte.

Pedes (vid.), sing. pes, s., se fod.

Pedicle (eng.), s., bagudpegende vertebraltap.

Pentadactyl (vid.), adj., havende fem fingre eller tæer.

Periotic bone (eng.), s., knogle hos højere hvirveldyr, der omslutter dele af den membranøse labyrint i det indre øre. Den er dannet ved fusionering af fem knogler, der hos benfisk er distinkte. Knoglerne hedder på engelsk pro-otic bone, opisthotic bone, pterotic bone og epiotic bone.

Peripheralis (vid.), adj., som ikke tilhører centrum, placeret perifert.

Periphericus (vid.), adj., perifer.

Pes (vid.), pl. pedes, s., se fod.

Petrification (eng.), s., se mineralisering.

Petrologi, s., læren om bjergarterne, deres dannelse, opbygning og sammensætning.

Phalangeal formula (eng.), s., formel, der giver antallet af phalanges i fingrene eller tæerne.

Phalanx (vid.), pl. phalanges, s., se finger eller tå.

Phenon (eng.), s., samling af ting med samme form.

Phytopalæontologi, s., læren om uddøde, fossile planter.

Pig, s., tornformet benudvækst.

Piscivor (vid.), fiskeædende.

Pisiform (eng.), s., lille knogle i carpus.

Plade, (eng. plate), s., i geologien betegnelse for de ca. 20 store, stive og flade 'klipper', som udgør Jordens skal.

Pladetektonik, (eng. plate tectonics), s., studiet af de plader, der udgør Jordens skal. Disse plader flytter sig i forhold til hinanden og kolliderer nogen gange. Friktionen mellem disse plader får bjerge til at opstå, sætter vulkaner i udbrud og udløser jordskælv.

Plankton, s., sædvanligvis mikroskopiske planter og dyr som driver eller flyder i store masser i fersk- eller saltvand.

Planta pedis (vid.), s., fodsålen.

Plantaris (vid.), adj., hørende til fodsålen.

Planteæder, s., et dyr, som stort set udelukkende lever af vegetarisk føde.

Plantigrade (eng.), gående med hele fodsålen rørende jorden.

Plastron (vid.), s., den ventrale del af et skildpaddeskjold.

Plate (eng.), s., se hudplade; se plade.

Plate tectonics (eng.), s., se pladetektonik.

Platycoelous (eng.), adj., den situation, hvor den posteriore ende af en hvirvels centrum er flad.

Pleurocoel (vid.), s., hulhed i siden af en hvirvels centrum.

Plica (eng.), s., en fold fra en membran, et stykke hud eller en lamel.

Plovskærben, (vid. vomer), s., knogle, der indgår i ganen.

Pneumatic (eng.), adj., se pneumatisk.

Pneumatisk, (eng. pneumatic), adj., knogler, der er gennemboret af kanaler og luftsække.

Pollex (vid.), s., den første eller inderste digit (finger) i hånden. Hos mennesket er dette tommelfingeren.

Polymorf, mangeformet art af organisme.

Pore, s., lillebitte åbning.

Porous (eng.), adj., se porøs.

Porøs, (eng. porous), adj., svampelignende.

Positur, (eng. posture), s., gående eller stående position; stilling; holdning.

Postacetabular (vid.), adj., placeret efter (bagved) acetabulum.

Postcanine (eng.), adj., de tænder, der sidder posteriort for de canine tænder hos pattedyr.

Postcrania (eng.), (også postcranial skeleton), s., se postkraniale skelet.

Postcranial skeleton (eng.), s., se postkraniale skelet.

Postcranium (eng.), s., se postkraniale skelet.

Postkranial, adj., alt der ligger bagved (efter) kraniet, det vil sige resten af skelettet.

Postkraniale skelet (eng. postcranial skeleton). s., består af aksial skelettet + appendikular skelettet, det vil sige hele skelettet bortset fra hovedet.

Postorbital (eng.), se postorbitale.

Postorbital bone (eng.), s., se postorbitale.

Postorbitale (vid.), s., knogle posterior til orbit i kraniet.

Posterior, adj., bagved; tættere på eller i retning af halen. Eksempel: Benene er posterior til armene.

Posture (eng.), s., se positur.

Postzygapophyse, (eng. postzygapophysis), s., tap på den posteriore side af en hvirvels neuralbue, der deltager i leddet med hvirvlen bagved.

Prearticular (vid.), s., knogle i underkæben hos promitive tetrapoder.

Predator (eng.), s., organisme, der jager og æder andre organismer.

Predentale (vid.), (eng. predentary bone), s., kun hos Ornithischia, en halvmåneformet knogle, der sidder forrest i underkæben umiddelbart foran dentale (underkæbebenet).

Predentary bone (eng.), s., se predentale.

Prefrontal bone (eng.), s., se forpandeben.

Prefrontale (vid.), s., se forpandeben.

Premaxilla (vid.), pl. premaxillae, s., se mellemkæbeben.

Premaxillare (vid.), s., se mellemkæbeben.

Premaxillary bone (eng.), s., (også blot premaxillary), se mellemkæbeben.

Preorbital (eng.), adj., (også antorbital), anterior til orbit (øjenhulen), det vil sige placeret foran orbit.

Prepubic process (eng.), s., se forskamben.

Preservation (eng.), s., se bevaringstilstand.

Presphenoid (vid.), s., knogle i ganen.

Prezygapophyse, (eng. prezygapophysis), s., tap på den anteriore side af neuralbuen, der indgår i leddet med hvirvlen foran.

Process (eng.), s., se tap.

Procoel (vid.), (eng. procoelous), adj., beskriver hvirvler, hvor anterior centrum er konkav, og posterior centrum er konveks.

Procoelous (eng.), adj., se procoel.

Profundus (vid.), adj., dybtliggende.

Prootic (eng.), s., anterior knogle i 'otic capsule'.

Provenance (eng.), s., se proveniens.

Proveniens, (eng. provenance), s., et objekts oprindelse.

Proximal, adj., retningsangivelse, beskriver et anatomisk træk, der sidder tættere på eller i retning af kroppens midtpunkt eller fasthæftning eller oprindelse. Bruges ofte ved beskrivelse af lemmeknogler. Eksempel: Knæet sidder proximalt for ankelen.

Proximalis (vid.), adj., se proximal.

Pterygoid (vid.), s., se vingeben.

Pubic bone (eng.), s., se skamben.

Pubis (vid.), s., se skamben.

Quadrate (eng.), s., se ledben (kvadratben).

Quadratojugal (eng.), s., se quadratojugale.

Quadratojugale (vid.), (eng. quadratojugal), s., knogle i kraniet, der forbinder eller ligger henover quadratum og jugale.

Quadratum (vid.), s., se ledben (kvadratben).

Quadruped (eng.), s., et dyr, der går, står eller løber på alle fire ben.

Quadrupedal, (eng.), adj., gående, stående eller løbende på alle fire ben.

Quarry (eng.), s., svarer vel til det danske (sten-) brud, men benyttes i palæontologien til at betegne en given lokation, hvorfra der er udgravet fossiler.

Radiale, s., karpalknogle, der ligger i forlængelse af radius.

Radialis (vid.), adj., hørende til radius (spolebenet).

Radii (vid.), sing. radius, s., se spoleben.

Radius (vid.), pl. radii, s., se spoleben.

Ramus (vid.), s., grenlignende struktur.

Ravnenæbsben, (vid. coracoid), s., en halvcirkelformet knogle, der normalt danner den forreste del af skulderleddet. Sidder på den forreste del af skulderbladet og hen mod brystbenet. Indgår i skulderbæltet.

Regio calcanea (calx) (vid.), s., hælen.

Relict (eng.), s., se relikt.

Relikt, (eng. relict), s., i anatomien en ikke længere funktionel enhed, selvom den oprindeligt var en tilpasning.

Retroartikular process (eng.), s., en lille projektion på artikulare, der danner en del af kæbeleddet.

Rib (eng.), pl. ribs, s., se ribben.

Ribben, (eng. ribs), s., aflange, dobbelthovede knogler, der sidder på halshvirvlerne (bortset fra de to forreste) og på ryghvirvlerne.

Rigor mortis (vid.), s., en midleridig muskelstivhed efter dødens indtræden.

Rostral, adj., retningsangivelse, mod rostrum eller forreste del af hovedet; s. (eng.), (også rostral bone), se rostrale.

Rostrale (vid.), (eng. rostral eller rostral bone), s., en knogle i overkæben. Sidder foran premaxilla og findes kun hos ceratopsier. Danner den øvre del af næbbet. Den eneste knogler, der er uparret.

Rostralis (vid.), adj., se rostral.

Rovdyr, (vid. carnivor), s., et dyr, der stort set udelukkende lever af kød.

Rulleben, (vid. astragalus), s., større knogle i tarsus, der for det meste danner led med tibia dorsalt og metatarsus ventralt. Sidder i bagbenet.

Ryghvirvel, eng. dorsal, s., hvirvel, der indgår i rygsøjlen (rygraden).

Rygmarven, (eng. spinal chord), s., nervevæv, der ligger i hvirvlernes rygmarvskanal.

Rygmarvskanal, (eng. vertebral canal, spinal canal), s.,

Rygsøjle, (eng. backbone), s., hvirvelsøjlen, rygraden.

Sacculus (vid.), s., lille pung.

Sacral (vid.), adj., hørende til bækkenet. Eksempel: Sacral ribben, et ribben, der forbinder bækkenhvirvler med hoften.

Sacral vertebrae (eng.), s., bækkenhvirvler, danner sacrum. Knoglerne fusionerer ofte og danner én eller to store enheder. Se også sacrum.

Sacrum (vid.), s., struktur bestående af flere sammenvoksede bækkenhvirvler og hoften. Fastgør bækkenet med hvirvelsøjlen ved hjælp af de to store, flade knogler, der ses på siden af hoften, og som benævnes ilia.

Sagittalis (vid.), adj., retningsangivelse, retningen forfra-bagtil, her hørende til midtlinien af et skelet eller en knogle set fra ryg- eller bugsiden.

Savtakket, (eng. serrated), adj., havende en hakket, skærende rand. Ses ofte på theropodernes tænder.

Scala (vid.), s., enhver af de tre kanaler i ørets cochlea.

Scapula (vid.), pl. scapulae, s., se skulderblad.

Scapulocoracoid (vid.), s., en knogle dannet ved sammensmeltning af skulderbladet (scapula) og ravnenæbsbenet (coracoid).

Scleral (eng.), adj., se skleral.

Sclerotic plate (eng.), s., se sklerotisk plade.

Sclerotic ring (eng.), s., se Sklerotisk ring.

Scute (eng.), s., se hudplade.

Sediment, (eng. sediment), s., en aflejring bestående af uorganiske og organiske partikler, og opstået ved naturlige processer under et givet tidsforløb.

Sedimentary rocks (eng.), s., klipper dannet af sedimenter, som for eksempel sandsten.

Septum (vid.), s., struktur, der adskiller hulrum.

Serrated (eng.), adj., se savtakket.

Sesamoid (vid.), s., knogle udviklet i sene og nær et led.

Sexual dimorphism (eng.), s., se kønsdimorfisme.

Shale (eng.), s., lerskifer.

Shield (eng.), s., se krave.

Sidenakkeben, (vid. exoccipitale), s., knogle i kraniet.

Sigmoid (vid.), adj., S-formet.

Sinister (vid.), adj., venstre.

Sinus (vid.), s., hulrum i kroppen.

Site (eng.), s., i palæontologien benyttes begrebet til at betegne en given lokalitet, der har givet fossiler.

Skamben, (vid. pubis, eng. pubic bone), s., forreste ben i hoften.

Skinneben, (vid. tibia), s., knogle i bagbenet.

Skleral (vid.), (eng. scleral), adj., det forhold, at øjet er omgivet af sklerotiske plader.

Sklerotisk plade, (eng. sclerotic plate), s., en knogle på øjeæblet, der giver et stærkt fasthæftningspunkt for muskler. Indgår sammen med andre sklerotiske plader i den såkaldte sklerotiske ring. Forekom hos nogle dinosaurer, fugle og marine krybdyr, f. eks. ichthyosaurer.

Sklerotisk ring, (eng. sclerotic ring), s., ring af overlappende sklerotiske plader omkring øjeæblet.

Skulderblad, (vid. scapula), s., en knogle, der sammen med ravnenæbsbenet (coracoidet) indgår i skulderbæltet. Deres opgave er at forbinde forbenene (armene) med forkroppen. Denne forbindelse er 'løs', idet den blot holdes på plads af bindevæv. Også skulderblad og ravnenæbsben findes i par.

Skulderbælte, (eng. pectoral girdle). s., Forlemmerne er forbundet med den dorsale del af aksial skelettet via skulderbæltet, der består af knoglerne skulderblad, ravnenæbsbenet, nøglebenet og brystbenet.

Skulderled, s., består forrest af ravnenæbsbenet, og bagest af skulderbladet.

Skull (eng.), s., består af kranium + underkæbe.

Skælben, (vid. squamosum, eng. squamosal bone), s., i vertebratkraniet er det en knogle, der danner en del af den posteriore (bageste) sidevæg. Sidder ovenfor ledbenet.

Slægtsnavn, s., (eng. generic name), første del af en plante- eller dyrearts videnskabelige navn. Skrives altid med stort forbogstav. Det bør altid skrives med kursiv. Kan forkortes til forbogstavet, når anden del af artens videnskabelige navn (artsepitetet) også angives, f. eks. er T. rex en kort udgave af Tyrannosaurus rex.

Smalben, s., underbenet mellem læg og ankel.

Snude, (eng. muzzle), s., anteriore del af hovedet, bestående af næsebor og kæber.

Spatulate (eng.), adj., spatelformet.

Specimen (eng.), s., eksemplar; emne; prøve til nærmere studium.

Sphenothmoid (vid.), s., en overordnet knogle i ethmoid-området (næsehulen) i kraniet.

Spherulite (eng.), s., lille og som regel kuglerund, radierende struktur.

Spinal chord (eng.), s., se rygmarv.

Spinal column (eng.), s., se hvirvelsøjle.

Splenial bone (eng.), s., se spleniale.

Spleniale (vid.), (eng. splenial bone), s., en hudknogle i underkæben, der dækker meget af Meckel's kanal.

Spoleben, (vid. radius), s., udgør sammen med albuebenet underarmen. Normalt mindre og mere anteriort end albuebenet (ulna).

Sporfossil, (eng. trace fossil), s., ikke et egentligt fossil, men et fossileret vidnesbyrd om en organismes virksomhed, eksempelvis fodspor, gravegange og bidmærker.

Sporserie, (eng. trackway), s., en serie af fodspor, der er afsat af et enkelt gående eller løbende dyr.

Squamosal bone (eng.), s., se skælben.

Squamosum (vid.), s., se skælben.

Stereoscopic (eng.), adj., se stereoskopisk.

Stereoskopisk, (eng. stereoscopic), adj., hørende til evnen at se et 3-dimensionalt billede, hvor synsfeltet fra hvert øje overlapper hinanden.

Sterna (sing. sternum), s., se brystben.

Sternal plade, (eng. sternal plate), s., brystbenets ene halvdel. Hos fuglene er de to halvdele fusioneret til en stærk struktur med langsgående køl for fasthæftning af flyvemusklerne.

Sternum (vid.), (pl. sterna), s., se brystben.

Storetå, (vid. hallux), s., den første, eller inderste, tå i foden. Benævnes digit I. Denne tå er den bagudpegende tå hos fugle og de fleste theropoder. Begrebet storetå knyttes egentlig kun til menneskets fod.

Strata (vid.), sing. stratum, s., se stratum.

Stratigrafi, (eng. stratigraphy), s., studiet af partiklers aflejring; også studiet af den geologiske historie ved hjælp af bjergarternes forekomst, strukturer og fossiler (også kaldet historisk geologi); også studiet af den indbyrdes fordeling af aflejret materiale.

Stratigraphy (eng.), s., se stratigrafi.

Stratum (vid.), pl. strata, s., i geologien et sedimentært lag, der adskiller sig fra de omkringliggende lag ved en anden materialesammensætning eller et andet udseende. Hvert lag aflejres ovenpå et andet (og dermed ældre) lag. De yngste lag ligger øverst, medmindre senere geologiske processer har omlagt lagene, for eksempel foldet dem eller sat dem på højkant.

Strækkemuskel, (vid. abductor), s., en muskel, der bringer en knogle væk fra en anden knogle.

Sulcus (vid.), s., rende.

Supercontinent (eng.), s., se superkontinent.

Superficialis (vid.), adj., overfladisk.

Superkontinet, (eng. supercontinent), s., gigantisk struktur bestående af forskellige kontinenter.

Superior (vid.), adj., retningsangivelse, opadtil, den øverste.

Superior temporal fenestra (eng., vid.), s., se øvre tindingevindue.

Supraoccipitale (vid.), s., knogle i kraniet.

Supratemporal fenestrae (eng.), s., se øvre tindingevindue.

Sura (vid.), s., læg.

Surangular bone (eng.), s., se surangulare.

Surangulare (vid.), (eng. surangular bone), s., en knogle i underkæben, der indgår i kæbeleddet.

Sutur, pl. suturer, (eng. suture), s., linie, hvor knogler møder hinanden.

Svælget, s., rummet bag næse- og mundhulen.

Symphyse, (eng. symphysis), s., forbindelseslinie mellem to stykker knogle.

Symphysis (eng.), s., se symphyse.

Synapsid (vid.), s., hvirveldyr, der har et kranium med ét tindingevindue i hver side (bag orbit). Synapsiderne kaldes også for pattedyrlignende krybdyr.

Sædeben, (vid. ischium), s., den ventrale og posteriore knogle, siddende i hver side af bækkenet.

Talus, s., lav skråning med nedfaldne klippestykker nedenfor en stejlere skråning.

Tand, pl., tænder, s., hos dinosaurer og de fleste landlevende hvirveldyr finder man tænderne i tre knogler, to på hver side af overkæben og én på hver side af underkæben.
Tænder består af materiale, der ligner bestanddele i knogler (blødere dentin og hårdere emalje). Tænder har en tandrod og en tandkrone. Hos alle tandbærende dinosaurer blev tænderne løbende udskiftet gennem hele livet. De fleste dinosaurtænder viser ingen okklusion.

Tandbatteri, (eng. tooth battery), s., sæt af talrige indbyrdes forbundne tænder, der sammen danner en tyggende eller skærende overflade.

Tandhule, s.,

Tandkrone, s., øvre (distale) del af tanden, der er dækket af emalje og bearbejder føden.

Tandrod, s., nedre (proximale) del af tanden, der sidder nedsænket i tandhule i kæben.

Tandroset, s.,.

Tap, (eng. process), s., i anatomien en lille forbenet projektion.

Taphonomi, (eng. taphonomy), s., studiet af organismers begravelses- og fossileringsprocesser.

Taphonomy (eng.), s., se taphonomi.

Tarsal (vid.), adj., beskriver en knogle fra tarsus (ankelen).

Tarsalia (vid.), s., ankelknogler. Sidder i bagbenet.

Tarsometatarsus (vid.), s., hos fugle og nogle dinosaurer er det en knogle, der er dannet ved fusion mellem den distale række af tarsalia med den 2.-4. metatarsal.

Tarsus (vid.), s., fodroden, den del af bagfoden, der ligger mellem metatarsalia og ankelleddet. Udgøres af ankelknogler.

Teeth (eng.), (sing. tooth), s., se tand.

Temporal fenestra (vid.), s., se tindingevindue.

Temporal fenestrae (eng.), s., se tindingevindue.

Terrestrial (eng.), adj., se terrestrisk.

Terrestrisk, (eng. terrestrial), adj., levende på land.

Tethys, havet adskilte engang de to superkontinenter Gondwana og Laurasia fra hinanden.

Tetradactyl (vid.), adj., havende fire tæer eller fingre.

Tetrapod, s., et hvirveldyr med fire lemmer og som benytter alle fire, når det går, står eller løber.

Theropod, s., oprindeligt en tobenet, kødædende dinosaur, som for eksempel Tyrannosaurus. Fuglene tilhører de theropode dinosaurer.

Thoratic (eng.), adj., hørende til brystkassen (thorax).

Thorax (vid.), s., se brystkasse.

Tibia (vid.), s., skinneben. Sidder sammen med fibula (lægbenet) i bagbenet. Tibia og fibula danner underbenet fra knæet til ankelen. Skinnebenet er større, end lægbenet.

Tibialis (vid.), adj., hørende til tibia (skinnebenet).

Tibiotarsus (vid.), s., hos fugle og nogle dinosaurer er det en knogle, der er dannet ved fusion mellem nederste del af tibia og astragalus (rullebenet), den største ankelknogle hos fugle og dinosaurer. Hos de fleste dinosaurer sad astragalus fast sammen med tibia, men var ikke fusioneret med disse.

Tindingevindue, (vid. temporal fenestra, eng. temporal fenestra), s., åbning i bageste del af kraniet for udvidelse og fasthæftning af kæbemusklerne. Antallet af tindingeåbninger bruges til at klassificere mange vertebrater. To tindingeåbninger i hver side af kraniet diagnosticerer gruppen Diapsida (diapsiderne). Hos archosaurerne, dinosaurer og deres slægtninge, er der netop to tindingevinduer på hver side af kraniet (venstre og højre side). Der skelnes mellem nedre (infratemporal, eng. lateral eller inferior) og øvre (supratemporal, eng. upper eller superior) tindingevindue.

Tindingeåbning, (vid. temporal fenestra), s., se tindingevindue.

Tooth (eng.), (pl. teeth), s., se tand.

Tooth battery (eng.), s., se tandbatteri.

Torntap, (eng. neural spine). s., en benet struktur på toppen af de to sammenvoksede neuralbuer. Fæste for muskler til strækning af ryggen.

Trabeculae (eng.), s., små lag af knoglemasse.

Trace fossil (eng.), s., se sporfossil.

Trackway (eng.), s., se sporserie.

Transversalis, (vid.), adj., hørende til processus transversus (tværtap).

Transverse process (eng.), s., se tværtap.

Transversproces, (vid. processus transversus), s., se tværtap.

Transversus (vid.), adj., tværforløbende.

Tridactyl (eng.), adj., havende tre fingre eller tæer.

Trigeminal foramen (eng.), s., åbning til den femte kranienerve.

Tripodal (eng.), adj., stilling, der indbefatter de to bagben og halen.

Trochanter (vid.), s., fremspring eller tap på femur, hvorpå muskler fæstes.

Tuber (eng.), s., afrundet fremspring eller udvækst.

Tubercle (eng.), s., lille fremspring eller udvækst.

Tuberculate (eng.), adj., se tuberkuløs.

Tuberculous (eng.), adj., havende mange tubercler.

Tuberculum (vid.), s., et af hovederne på ribbenet, fastgøres til tværtappen på en hvirvels centrum.

Tuberkuløs, adj., (eng. tuberculate), lignende eller havende tubercler.

Tværben, (vid. ectopterygoid, eng. palatine), s., ventral membranknogle bagved palatine (ganebenet), der strækker sig mod quadratum (kvadratbenet).

Tværtap, (også transversproces, eng. transverse process). s., en benet, lateral udvidelse åpå hver neuralbue til fasthæftning af muskler, sener, ribben etc.

Tå, (vid. digit), s., (også digiti pedis, tæer), består af flere knogler (phalanges).

Tænder, sing. tand, s., se tand.

Tåreben, (vid. lacrimale). s., knogle, der adskiller antorbitale vindue og orbit. Indeholder tårekanalen. Sidder i kraniet.

Uddød, (eng. extinct), adj., (modsatte af nulevende), organismen (dyre- eller plantearten) eksisterer ikke længere blandt levende organismer.

Uddøen, s., (eng. extinction), (også udryddelse), en plante- eller dyrearts forsvinden.

Udvikling, (vid. evolution), s., den proces, hvorved en organisme forandres over lang tid.

Ulna (vid.), pl. ulnae, s., se albueben.

Ulnare (vid.), s., i den proximale række af karpaler, er det knoglen, der ligger i den distale ende af ulna.

Ulnaris (vid.), adj., hørende til ulna (albuebenet).

Uncinat tap, (eng. uncinate process), s., en knogle, der ligger mellem tilstødende ribben. Findes hos fugle, dromaeosaurer og visse andre theropoder.

uncinate process (eng.), s., se uncinat tap.

Underarm, s., (eng. forearm), ligger mellem albuen og hånden i forbenet (armen). Dannes af de to knogler ulna (albueben) og radius (spoleben). Ulna er større, end radius og danner hovedparten af ledforbindelsen til humerus (overarmsbenet). Selve arrangementet af disse knogler kan fortælle os noget om dyrets evne til at rotere sine arme (og evnen til at flyve). Hånden (manus) er fastgjort til ulna og radius via håndrodsknoglerne (karpalerne).

Underarmsknogler, s.,

Underben, s., ligger mellem knæet og ankelen i bagbenet. Dannes af de to knogler tibia (skinneben) og fibula (lægben). Længden af underbenet i forhold til overbenet fortæller os, hvor hurtigt dyret kunne løbe: jo længere underben, jo hurtigere kunne dyret løbe. Foden (pes) er fastgjort til tibia og fibula via calcaneum (hælbenet), der sidder distalt for fibula og astragalus (rullebenet), der sidder distalt for tibia.

Underkæbe, (eng. mandible), s., et kollektivt begreb dækkende alle knogler, der danner underkæben. Hver underkæbe dannes af omkring 9 knogler. Dentale (underkæbeben), hvori tænderne sidder, er sædvanligvis den største knogle i underkæben hos dinosaurer. Surangulare er endnu en af de store knogler. Forrest på underkæben findes hos ornithischierne desuden en predentale, hvorpå der sad et næb.

Underkæbeben, (eng. dentale, dentary), s., den tandbærende og største knogle i underkæben. Hos pattedyr består hele underkæben af underkæbebenet, men hos dinosaurerne og de fleste andre hvirveldyr er der forskellige andre knogler, der ligger bagved (posterior til) underkæbebenet. Disse benævnes på engelsk postdentary bones.

Underkæbeåbning, (eng. mandibular fenestra), s., hos dinosaurer og deres slægtninge en åbning på siden af underkæben, mellem underkæbebenet og postdentary bones.

Ungual (vid.), s., en phalanx, der bærer en negl eller klo. Yderste knogle i en finger eller tå.

Upper fenestra (eng.), s., (også superior temporal fenestra), se øvre tindingevindue.

Utriculus (vid.), s., membranøs pose i øre-labyrinten.

Vacuity (eng.), s., åben hulhed.

Vagus (vid.), s., den 10. kranienerve.

Vandret, (vid. horizontalis), adj., (også horisontal), egentlig 'parallel med vandoverfladen'.

Varmblodet, adj., (eng. warm-blooded, endothermic), populær betegnelse for et dyr, som kan holde en konstant legemstemperatur ud fra egen varmeudvikling (de kemiske reaktioner i kroppen).

Vascular (eng.), adj., hørende til karsystemet.

Vaskularisering, s., blodforsyning.

Venter (eng.), s., glat og konkav overflade; bagkrop.

Ventral, (vid. ventralis), adj., retningsangivelse, beskriver et anatomisk træk, der sidder på, tættere på eller i retning af maven. Eksempel: Hånden sidder ventralt for skulderbladet.

Vertebra (vid.), pl. vertebrae, s., se hvirvel.

Vertebrae (vid.), sing. vertebra, s., se hvirvel.

Vertebral column (eng.), (også spine), s., se hvirvelsøjle.

Vertebrat, (eng. vertebrate), s., se hvirveldyr.

Vertebrate (eng.), s., se hvirveldyr.

Verticalis (vid.), (også vertikal), adj., se lodret.

Vertikal, adj., se lodret.

Vingeben, s., knogle i ganen.

Volaris (vid.), adj., hørende til hulhånden (håndfladen).

Vomer (vid.), s., plovskærben. Sidder fortil i ganen.

Wishbone (eng.), s., se ønskeben.

Wrist (eng.), s., se håndled.

X

Y

Zygapophyse, (eng. zygapophysis), s., en benet og som regel pløklignende tap på en hvirvels neuralbue. Indgår i leddet med andre hvirvler.

Æ

Øjenhule, (vid. orbit, eng. orbit eller orbital fenestra), s., en benet hule, hvori selve øjeæblet og dets associerede muskler sidder. Hos fugle og mange dinosaurer var øjeæblet omgivet af sklerale knogler.

Ønskeben, (vid. furcula, eng. "wishbone"), s., en V-formet knogle, der består af de to sammenvoksede nøgleben. Indgår i skulderbæltet. Findes hos visse theropodgrupper, inklusive fugle,

Øvre tindingevindue, (eng. supratemporal fenestra). s., åbning i toppen af kraniet på højre og venstra side.

Å