van Dijk's Dinosaurus Sted

Oprindelse og levevis

Fodaftryk efter dinosaurer

 




Senest revideret den 22. juni 2007
Foruden den velkendte gruppe af forstenede knogler og tænder finder man også en anden gruppe af vidnesbyrd om dinosaurernes tilstedeværelse. Det kan være fodspor, fodaftryk, hud- og skindaftryk, koprolitter (fossile ekskrementer), fossilt opkast og gastrolitter (mavesten).
Denne gruppe af fossiler kalder man spor-fossiler.

Studiet af spor-fossiler kalder man under ét for ichnologi, omend begrebet for nogle blot omfatter studiet af fodspor, fodaftryk og sporserier efter forbipasserende dinosaurer.
I dette afsnit vil jeg omtale studiet af fodspor.

Der findes i tusindvis af fossile fodspor efter dinosaurer rundt omkring i verden, og de daterer sig fra Sen Trias til Sen Kridt, altså fra hele den periode, dinosaurerne har eksisteret.

I foråret 2004 fandtes to forskellige spor fra dinosaurer på Bornholm! De nærmeste spor på Danmark findes iøvrigt i Skåne, Sverige. Grønland har dog mange spor!
Sporene i Skåne er afsat af en tretået rovdinosaur, og henføres til ichnotaxon Grallator (Eubrontes).
Sporet på billedet er fra Gustav Adolf mine ved Höganäs i Skåne.
Dette og lignende spor fra stedet blev afsat i et delta-tidevandsmiljø, som fandtes i Skåne i Sen Trias.
Grallator
Grallator (ichno-taxon).


En god analyse af fodspor vil omfatte en fastlæggelse af dyrets bevægelse (retning, hastighed, skridtlængde) og vekselvirkningen mellem foden og substratet (jordbunden), da dyret satte sit spor.

Selvom vi aldrig kan få at vide, hvilken dinosaurart, der satte et givet spor, kan vi alligevel uddrage mange værdifulde oplysninger fra det fossile spor. Man kan ofte se, om det er en dinosaur, der har sat sporet, om dyret gik på fire (quadrupedal) eller to ben (bipedal). Ofte kan forskeren også udlede, hvor tungt dyret har været, hvor hurtigt, det bevægede sig, og om der var tale om et flokdyr.
Derudover kan velbevarede spor give direkte oplysninger om fodens bløde væv på undersiden, og hvorledes tæerne sad indbyrdes.

Det er sporserier (på engelsk: trackways), der giver forskerne mulighed for at estimere dyrets/dyrenes hastighed, da sporene blev afsat. Estimatet gives ud fra en matematisk formel, der medtager skridtlængde og den skønnede hoftehøjde.
Forskerne kan ud fra sporene konkludere, at dinosaurerne gik på samme måde, pattedyr og fugle, med fødderne under kroppen.

Som nævnt, kan vi ikke vide med sikkerhed, hvilken dinosaurart, der satte et bestemt bestemt spor, men forskerne giver alligevel latinske navne til spor, der ligner hinanden. Navnene ligner artsnavne, men der er altså ikke tale om slægter eller arter i biologisk forstand. Et eksempel: Grallator parallelum kalder man en gruppe af fodspor, der er fundet i Furnace Hill, Pennsylvania (USA). Sporene er afsat af en theropod, der måske har lignet dinosauren Coelophysis. Navnet Grallator parallelum er et såkaldt ichno-taxon.
Grallator parallelum
Grallator parallelum (ichno-taxon).

Ichno-taxonomi, navngivning af spor-fossiler, omfatter et sæt af nomenklatoriske regler, der skal overholdes, helt i stil med zoo- og phytotaxonomien. Her er det interessant, at en given dinosaurart udmærket godt kan tænkes at være 'ophavsmand' til en håndfuld forskellige ichno-taxa, idet substratets beskaffenhed, dyrets alder og bevægelseshastighed kan give spor af helt forskellig udseende.

Læs videre her fra min nyhedssektion:
22. juni 2007 Fodspor efter Stegosaurus-baby fundet i USA
25. maj 2007 Afgørende beviser for svømmende theropod
12. oktober 2004 Stort fund i Schweiz af fodaftryk fra dinosaurer
22. september 2004 Nyt vigtigt, canadisk dinosaurfund
1. juni 2004 Sauropod fodspor fundet på Bornholm!
22. maj 2004 Forstenede fodspor skåret ud af klippe og flyttet på museum
27. marts 2004 Nyligt fund af dino-fodspor truet af ødelæggelse
31. januar 2004 68 millioner år gamle fodspor fra lille pattedyr fundet
20. januar 2004 Fodspor af allosaurid fundet i Tyskland
6. december 2003 Første fodspor fra dinosaurfamiliegruppe fundet
21. september 2002 Skotlands hidtil bedste dino-fodspor
10. februar 2002 Fossile fodspor af kødædende dinosaur
18. august 2001 Dinosaur-fodspor fra Kridt fundet i de schweitziske alper
25. marts 2001 Nyt fund af store dino-fodspor
24. august 2000 Dinosaur fodspor forbinder Italien og Afrika

Fodaftryk efter dinosaurer. Referencer

   Søg på min hjemmeside             powered by FreeFind
 
Site Map
powered by FreeFind
Er der nyt?
powered by FreeFind

van Dijk's Dinosaurus Sted

De store rovøgler | De store sumpøgler | Kamøgler og panserøgler | Ornithopoder | Næsehornsøgler
Nye opdagelser og udgravninger | Hvorfor uddøde de? | Dinosaurforskningens historie
Hvad kendetegner dinosaurer? | Dinosaurer i skønlitteraturen | Dinosaurer på museum
Foreninger/stenklubber/selskaber | Dinosaurer på frimærker | Skriftlige ressourcer | Billedgallerier
Liste over omtalte slægter | Oprindelse og levevis | Knoglelære (osteologi)

Flyveøgler | Marine krybdyr i Mesozoikum

Dinosaurus side for børn

Copyright© 2000-2008 Jan C. van Dijk /

To help prevent spammers from collecting this email address, it is hidden. You must allow Internet Explorer to show the blocked content to see the email address